Udsigten over Lillebælt er fantastisk fra Byrådssalen, men det var ikke udsigten, som deltagerne brugte tid og energi på, da mere end 40 borgeredeltog i folkehøring om verdensmålene på rådhuset i Middelfart mandag den 14. maj. Der blev lyttet og argumenteret på tværs af generationerne om, hvad der skal gøres for at indfri verdensmålene.Vild natur i byen, Børne-check på plejehjemmet og UNESCO Learning City var blandt ideerne, som kom ud af diskussionerne blandt deltagerne, der bl.a. også var glade for affaldssortering, genbrug af vand og mindre brug af plastik.

Det var borgmesteren i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen, som bød både unge og ældre velkommen til høringen. Han fortalte om kommunens engagement i verdensmålene og behovet for at få borgere i alle aldersgrupper med. Olav Hesseldahl, medstifter af Ungdomsbureauet og Ungdommens Folkemøde og bestyrelsesmedlem i Foreningen Folkemødet, tog over og bragte demokratiet og samtalen på banen – ”Husk at lytte” og ”Mød uenighed med et åbent sind” var blandt Olavs budskaber. Og det blev der lyttet til!

Borgerne fik derefter, ligesom ved de andre folkehøringer, opgaven med at besvare et online spørgeskema med 16 spørgsmål om verdensmålene. Der var efterfølgende en god diskussion bl.a. om borgerinddragelse i kommunalt arbejde – kunne man forestille sig mere udbredt brug af borgerpaneler i en ny form for høringsformat? – og om, hvad normer og kultur gør ved vores engagement i verdensmålene.

Så blev det tid til gruppearbejde med deltagernes egne ideer. Kommunaldirektøren og Teknik og Miljødirektøren lagde deres kommunekasket og fungerede som facilitatorer i hver en gruppe, og derved blev kontakten og dialogen mellem borgere og kommunen anderledes, end den plejer. Hver gruppe udvalgte tre ideer, som de gerne ville uddybe. Det var i delgrupperne, at unge og ældre rigtig fik samarbejdet. Ideerne blev efterfølgende præsenteret for de andre deltagere og diskuteret på tværs af grupperne.

De fremlagte idéer handlede bl.a. om verdensmål i uddannelse og opdragelse, promovering af lokale fødevarer, affaldssortering, bedre trivsel på institutioner, mere natur i byen og plantebaseret kost til børn.

Kommunaldirektør Steen Vinderslev tog kommunekasketten på igen og reflekterede over de præsenterede ideer, og gav udtryk for glæde over diskussionerne på tværs af generationerne og den gode stemning. Han hæftede sig ved, at ambitionsniveauet er højt for kommunen – og tydeligvis også for dens borgere.

Folkehøringerne er initieret af Foreningen Folkemødet og gennemføres i fem kommuner i samarbejde med CHORA 2030.

Resultaterne af spørgerunden og idéerne samles og præsenteres til Folkemødet 2019 på Bornholm.’


Se pressemeddelelse for folkehøringen i Middelfart her:
PM – Folkehøring i Middelfart

Find her information om:
Folkemødet
Verdensmålene

Fotos fra dagen: