Kronik bragt i Politiken den 15. august 2020
Kristine Fjord Tolborg, programleder 2030 SKOLER
Foråret 2020 har været en tid for store skoleeksperimenter. Fra hjemmeskole og virtuel undervisning til udeskole er lærerne blevet præsenteret for det ene benspænd efter det andet. Det har givetvis ikke været uden problemer for hverken lærere eller elever, men erfaringen med at eksperimentere og afprøve nye metoder skal vi tage med os videre.
Før corona var en anden omstilling nemlig på vej, og den er stadig lige aktuel: Omstillingen til en bæredygtig skole. I 2030 SKOLER (netværk af uddannelsesinstitutioner, red.) arbejder vi sammen med skolerne om at omsætte begrebet bæredygtig udvikling til konkret handling, der kan sættes i værk fra grundskole- til universitetsniveau.
Vi har gjort os en række erfaringer med, hvordan skolerne kommer i gang med den omstilling, og hvad det betyder for lærere, ledere og elever.
Det bæredygtige samfund er et samfund, hvor vi holder os inden for planetens grænser uden at give køb på de hårdt tilkæmpede fremskridt, som har sikret ordentlige levevilkår for mennesker. Det er den balance, FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling adresserer, og det er vor tids største udfordring at få det til at balancere.
Det betyder, at skolerne skal i gang med at klæde deres elever på til at kunne forholde sig til dilemmaerne og deltage i diskussionen af, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud.
Rundt omkring i skoleverdenen er der meget fokus på udeskole, skolehaver og aktiviteter i det fri. Det er i sig selv et fint formål at ville genforene eleverne med naturen i vores ellers gennemkultiverede landskab og øge følelsen af samhørighed med det ’vilde vidunderlige Danmark’, som DR kalder det.
Men der er nogle mere fundamentale ting på spil. Spørgsmålet om, hvilket samfund vi ønsker at være, hvad det kræver af vores børn og dermed af vores uddannelsesinstitutioner, kan ikke alene besvares ved at sende eleverne på tur i skoven.
Det er på tide at tage skridtet videre til en helhedsorienteret tilgang, hvor bæredygtighed bliver hverdagspraksis og en integreret del af skolens virke og dannelsesopgave. Det kræver, at det bliver konkret for skolerne, hvad bæredygtighed betyder for dem. Her er 5 bud på det.
1. Tal om værdier
Bæredygtighed er efterhånden omfavnet af alt fra erhvervsliv til politikere og ungdomsbevægelser. Det er en værdi, vi som samfund har taget til os, og det samme bør skolerne gøre. Alligevel er der skoler, der er berøringsangste, fordi ledelsen frygter at blive kritiseret for at være politisk eller lige frem indoktrinerende.
Men vores uddannelser bygger allerede på en række værdier såsom demokrati, ligestilling, ytringsfrihed og ligeværd. Selve kernen i den danske dannelsestradition er netop at danne aktive demokratiske medborgere, som kritisk og konstruktivt er med til at fremme de værdier, vores samfund baserer sig på.
Værdierne kan debatteres og bliver det utvivlsomt også rundtomkring i klasserne, for mens der er bred enighed om værdiernes vigtighed for samfundet, er der ikke én bestemt sandhed om, hvordan de bedst udmøntes.
Skolerne skal klæde deres elever på til
at kunne deltage i diskussionen af,
hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud
Vejene til et bæredygtigt samfund er mangfoldige og har forskellige etiske implikationer. Skal vi for eksempel indføre rettigheder for fremtidige generationer? For dyr? Eller planter? Og hvad vil det betyde for vores egne udfoldelsesmuligheder?
Diskussionen af, hvordan vi skaber et bæredygtigt samfund, skal foregå på alle samfundets niveauer og også involvere skolerne og deres elever. Frem for at vige udenom bør skolerne adressere bæredygtighed både i deres værdisæt og ved at belyse de forskellige perspektiver gennem undervisningen.
Det gøres bedst ved at bringe flere fag på banen og ikke reducere det til alene at høre under det naturvidenskabelige fagområde. Netop fordi diskussionen handler om, hvad det er for en fremtid, vi er på vej mod, og hvilket samfund vi ønsker at skabe, favner den en bred vifte af fagområder, herunder også etik, filosofi, sociologi, historie, litteratur og politik.
2. Træn forestillingsevnen
Som mennesker har vi en tendens til at holde fast i eksisterende systemer og vante tankesæt, også selv om vi ikke trives i dem. Derfor er der brug for en skole, der styrker børn og unges kapacitet til at kunne forestille sig en verden, der er helt anderledes end den, vi kender.
Coronakrisen har vist os, at det, der er godt for planeten (mindre forbrug, mindre produktion, mindre transport), samtidig er det, der giver os kæmpemæssige økonomiske udfordringer som samfund. Mens smoggen letter, krakelerer økonomien, og vores eneste svar på det er at få gang i forbruget igen.
Det er blevet tydeligt, at der i den grad er brug for vores forestillingsevne, når vi skal finde nye måder at arbejde, leve og producere på. Den evne kan trænes, og her har især litteraturen og kunsten et stort potentiale for at anskueliggøre mulige fremtider og måder at leve på.
Når en 2.g-klasse på Kalundborg Gymnasium beskæftiger sig med climate fiction-genren i engelsk, er det en måde at give klimaforskningens tørre data kød og blod, så det bliver muligt for eleverne at forestille sig andre liv, andre steder til andre tider.
Hvor climate fiction typisk er dystopier med afsæt i klimakatastrofer, kan fremtidsscenarier også fokusere på konstruktive tilgange og undersøge, hvordan vi godt kunne tænke os, at fremtiden skulle se ud. Det er oplagt at bruge bibliotekerne og kulturinstitutionerne, så eleverne kan blive inspireret af både konstruktive visioner og af avantgardistiske rebeller, der bryder konventionerne ned.
3. Byg fundamentet for virkelyst og skabertrang
Gennem hele deres skolegang skal eleverne have mulighed for at øve sig i at gøre noget. De skal forstå, hvad de har af handlemuligheder og få positive erfaringer, der giver dem lyst til at deltage og bidrage.
Når vi taler om verdensmål og bæredygtighed, er udfordringerne store, og handlemulighederne for en dansk skoleelev kan synes små. Men også globale udfordringer kan forstås og gøres konkrete i en lokal kontekst.
Det handler altså ikke om, at danske elever skal sættes til at løse globale udfordringer, men de skal have træning i selv at skabe og gøre: Selv skrive digte, selv producere podcasts eller film, selv finde på løsninger, lave modeller, få ideer og omsætte dem til noget virkeligt, selv bygge og kreere, selv dyrke, høste og tilberede, selv bruge sin stemme og turde sige sin mening højt.
Det er ikke forbeholdt de ældste klasser. På Gjern Skole har eleverne i 2. klasse lavet plastik af organisk materiale, som de skal undersøge nedbrydningstiden på. I billedkunst har de lavet en udstilling med gode råd og opfordringer til ikke at smide plastik i naturen, og til morgensamlingen stillede de sig op og fortalte resten af skolen om deres projekt.
Med vejledning fra lærerne og en tydelig rammesætning, der gør opgaven konkret og mulig at løse, kan også de yngste elever levere et produkt, formidle budskaber og øve sig i at tale til en forsamling.
Det kræver, at lærerne tilrettelægger undervisning, der ikke altid eller alene afsluttes med en skriftlig besvarelse, men hvor der også indgår handlingskomponenter og konkrete produkter. Og det kræver, at skolen skaber rum for, at eleverne rent faktisk bliver hørt og kan udleve deres initiativer og engagement i skoleregi. Det er de første erfaringer med at blive taget med på råd og blive taget alvorlig, der lægger kimen til et fremtidigt engagement.
4. Giv plads til at fejle
Verdensmål og bæredygtighed kan tænkes ind i enkelte fag, på tværs af fag og i måden, undervisningen foregår på. Der kan eksperimenteres med brug af udeskole, fjernundervisning med elever i andre dele af verden, samarbejder med virksomheder, biblioteker og lokale civilsamfundsinstitutioner. Det er oplagt også at tænke det ind i skolens drift, så forbrug, indkøb og kantinen bliver grønnere.
Men når der eksperimenteres, skal der også være plads til at begå fejl. Det gælder, hvad enten det handler om nye undervisningsmetoder eller forsøg med grønne tiltag på skolen. Selv om der i teorien er enighed om, at det er o.k. at fejle, kan det dog være svært at udleve i praksis. Alle vil helst være en succes. Her ligger en kommunikationsopgave for ledelsen i forhold til medarbejderne og for skolen i forhold til omverdenen.
På Højby Skole ved Odense har man ændret indkøbspolitikken, så man så vidt muligt vælger bæredygtige alternativer, og skolelederen er sammen med lokale aktører ved at undersøge muligheden for at plante en lille skov i nærheden af skolen. Det kan – hvis det bliver til noget – bidrage med et spændende nyt læringsrum for lærere og elever, og der er i det hele taget stort potentiale i at tænke grønne tiltag på skolen sammen med undervisningen.
På driftsområdet kan det være svært at gennemskue, hvad den mest bæredygtige løsning er, og den kompleksitet risikerer at skabe apati frem for handling. Men i stedet for at afvente, at den endelige grundbog i bæredygtighed udkommer, bør skolerne undersøge, hvor de i hvert fald kan gøre noget, og handle på den baggrund.
Vi vil gerne have, at eleverne skal være innovative, kreative og turde blive kastet ud i nye udfordringer. Vi kritiserer nulfejlskultur og perfekte 12-tals piger, der kun rækker hånden op, hvis de er sikre på at kende svaret. Måske ville det hjælpe, hvis skolen selv viste vejen og turde bevæge sig ud, hvor svarene endnu ikke ligger fast.
5. Giv håbet en chance
Hvis vi gerne vil have eleverne til at engagere sig i deres omverden, må skolen være med til at opbygge elevernes tiltro til, at de har indflydelse på fremtiden og ikke er spændt for en vogn, som er løbet løbsk og umulig at stoppe.
Generationskontrakten om, at næste
generation overlades bedre muligheder
end den forrige, er brudt
Den tiltro mangler i dag, for det er usikre tider, vi befinder os i, og det har det i virkeligheden været længe før coronakrisen. Unges håb for fremtiden er dalende. Ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov for Dansk Industri i 2019 har under hver fjerde unge dansker tillid til, at Danmark i fremtiden bliver et bedre samfund at leve i. Generationskontrakten om, at næste generation overlades bedre muligheder end den forrige, er brudt.
Der er klimakrise, øget ulighed, migration, finansielle markeder, der undergraver de systemer, der holder hånden under dem, en digitalisering, vi ikke kender konsekvenserne af, og nu altså også pandemier. Ikke så underligt, at unge ser mørke skyer i horisonten.
Uden at tale skyerne ned er det skolens opgave at være konstruktiv og bidrage med historisk bevidsthed. Mennesker kan jo godt skabe store positive forandringer i samfundet, og vi har gjort det før, når vi er gået sammen i fællesskaber, hvilket andels-, arbejder- og kvindebevægelsen er fine eksempler på.
Ud over historiske eksempler kan man også på skolerne inddrage lokale ildsjæle og rollemodeller, der kan vise, at en bæredygtig livsstil ikke behøver handle om afsavn, men at der findes attraktive alternativer og en fremtid, der også byder på muligheder for det gode liv. Lad eleverne finde ud af, hvad der driver ham, der har bygget et halmhus, hende, der syr modetøj af aflagt sengetøj, eller dem, der har startet et fødevarefællesskab.
Med de 5 bud på en bæredygtig skole er min opfordring til skolerne: Gå i gang nu! Tag ansvar og ejerskab.
Skolen må forholde sig til den virkelighed, den er del af, og i en verden på vej mod klimatilpasning og grøn omstilling må skolen ruste eleverne til at finde fodfæste i uforudsigelighed. Det gør den blandt andet ved at bringe flere fag og perspektiver i spil, bruge kunst og kultur til at træne forestillingsevnen, give eleverne ansvar og mulighed for at udleve deres initiativer, selv gøre forsøg med drift og metoder og ved at bidrage med historisk bevidsthed om de store samfundsforandringer.
Der er ikke noget af det, der ikke kan lade sig gøre inden for de eksisterende rammer. Det er klart, at man godt kunne ønske sig mere understøttende strukturer og større økonomisk råderum.
Nogle steder skal undervisere efteruddannes for at være godt rustet til opgaven, andre steder skal der bruges ekstra tid på at afprøve nye metoder og arbejdsgange. Meget ville blive lettere med flere midler, ikke mindst efter flere års besparelser på uddannelsesområdet.
Skolen må forholde sig til
den virkelighed, den er del af
Men vi kan ikke vente på, at politikerne sender flere penge. Skolerne må afsøge deres muligheder inden for de rammer, der nu engang er til rådighed. Omstillingen er et grundvilkår for os alle og derfor også for uddannelsesinstitutionerne.
Det er skoleledelsens ansvar, at der lægges en plan for, hvordan man vil arbejde med bæredygtighed og gøre det til en del af både undervisningens indhold, tilgangen til undervisningen og den måde, der drives skole på.
Men ledelsen behøver ikke at stå alene med opgaven. Både medarbejdere, elever, forældre og lokalsamfund skal inddrages i arbejdet, så der kommer bredt ejerskab og flest mulige gode ideer på bordet.
Der er mange, der gerne vil bidrage, og i fællesskab kan de hjælpe skolen med at løfte opgaven, så unge i dag får de bedste forudsætninger for at efterlade en bedre verden til deres børn og børnebørn.
