Lokal samkørsel, global naturfond og en friere og grønnere folkeskole var blandt ideerne som borgmesteren i Ballerup Kommune Jesper Würtzen fik præsenteret, da engagerede borgere i Ballerup lørdag den 4. maj 2019 diskuterede og prioriterede hvilke ideer, der er vigtigst for at indfri verdensmålene inden 2030.
Ballerups borgmester, Jesper Würtzen, bød velkommen på Ballerups flotte bibliotek, og glædede sig over at møde borgerne med præcis denne dagsorden, som kommunen arbejder meget konkret med – især på basis af mange års fokus på både miljø og socialt udsatte. Herefter satte Folkemødets formand Jann Sjursen høringen i perspektiv af årets folkemøde på Bornholm, og glædede sig over at der med disse fem folkehøringer rundt om i landet er startet en demokratisk debat i forud for Folkemødet på Bornholm i juni. Borgerne blev også varmet op af inspirationstaler fra formanden for CHORA 2030 Kirsten Brosbøl, som pegede på verdensmålenes overordnede og indbyggede ”transformation af samfundet” og direktøren for LE34 Kenneth Norre, som fortalte om, hvordan de som virksomhed arbejder helt konkret med verdensmålene.
Borgerne fik derefter, ligesom ved de andre folkehøringer, opgaven med at besvare et online spørgeskema med 16 spørgsmål om verdensmålene. Der var efterfølgende en god diskussion om lovgivning, prissætning af varer og hvad kultur gør for at vi transformere samfundet. Det blev efterlyst at priserne skal være mere gennemskuelige.
Så blev det tid til gruppearbejde med deltagernes egne ideer. Borgmesteren lyttede med og fik derved ideerne direkte præsenteret fra borgerne. Der var flere af ideerne som kredsede om de samme temaer – fx affaldssortering og en anderledes og mere naturnær skole. Der var helt enkle dagligdagsidéer, men også nationale strukturelle idéer og en enkelt global ide. Hver gruppe udvalgte tre ideer, som de gerne ville uddybe yderligere. Ideerne blev præsenteret for de andre deltagere og kommunens repræsentanter.
De fremlagte idéer handlede bl.a. om madspild, samkørsel, en ny tilgang til hjælp til arbejdsløse, affaldssortering i det offentlige rum og en global naturfond, skolehaver og en måde at søge job uden at sende en ansøgning.
Næstformanden for Teknik og Miljøudvalget Stine Rahbek udtrykte som afslutning på dagen stor begejstring for alle ideerne og for selve metoden til at engagere borgerne med deres egne ideer.
Folkehøringerne er initieret af Foreningen Folkemødet og gennemføres i fem kommuner i samarbejde med CHORA 2030.
Resultaterne af spørgerunden og idéerne samles og præsenteres til Folkemødet 2019 på Bornholm.
Se pressemeddelelse for folkehøringen i Ballerup her:
PM – Folkehøring i Ballerup
Find her information om:
Folkemødet
Verdensmålene
Fotos fra dagen: