I Højby ved Odense har skolen og kirken indledt et grønt samarbejde. Højby Kirke skulle udvide kirkegården og inviterede Højby Skole til at være med til at udforme en del af området. Det ledte til idéen om at etablere en klimaplæne eller naturkirkegård, som kunne symbolisere livet, døden og genopstandelsen.
Projektet har bestået af fem faser, som har strakt sig over et år og involveret stort set alle skolens klassetrin. Undervejs er der dukket nye ønsker op, så samarbejdet fortsætter.
Første fase: Beregninger og projektudvikling
Eleverne på 6.-7. årgang arbejdede i en projektuge og i de ugentlige matematiktimer i første halvdel af 2022 med klimaplænen. Først besøgte og gennemgik de området sammen med graveren. Efterfølgende idégenererede de, og i matematik tegnede de plantegninger både i hånden og i GeoGebra. Eleverne regnede på priser i forholdet til deres idéer til indretning og udsmykning af området, og i biologi undersøgte de, hvilke dyr og insekter de ønskede at tiltrække til området, og hvilke levesteder dyrene har brug for.
Det hele blev samlet i en projektbeskrivelse og et oplæg, som eleverne fremlagde for repræsentanter fra Højby Kirke. De viste deres idéer via et slideshow og en fysisk model af, hvordan de kunne forestille sig området kunne udformes i virkeligheden.
Anden fase: Insekthotel
Efter fremlæggelsen skulle projektet gøres til virkelighed og arbejdet i gang. Projektbeskrivelsen indeholdt blandt andet et stort kors lavet af insekthoteller. Så i september 2022 gik 0. klasse fra Højby Skole i gang og sammen med 0. klasse fra Rudolf Steiner Skolen, som ligger i samme område, lavede de insekthoteller i små kasser, som til sidst blev sat sammen, så de dannede et stort kors.
Tredje fase: Beplantning
I oktober 2022 foretog 8. årgang jordbundsundersøgelser i biologi for at undersøge, hvilke blomster og blomstrende buske der har bedst mulighed for at etablere sig i området, og som er naturligt hjemmehørende i Danmark. Ud fra den kortlægning udvalgte 4. årgang planter og plantede dem i samarbejde med kirkens graver. Men under plantearbejdet blev det klart, at der manglede forårsplanter, så et par uger senere gik 3. årgang ud i den nærliggende skov sammen med graveren for at finde og dele løgplanter, som de så plantede under en række gamle træer på begravelsespladsen.
Fjerde fase: Fuglekasser og kvashegn
Projektet var nu tæt på at være realiseret, men ifølge projektbeskrivelsen skulle der også produceres fuglekasser og bygges stensætninger, der kan fungere som bo for lidt større dyr. Fuglekasserne er kommet op, og stensætningen er delvist etableret. 4. årgang hjalp med at rydde op i området og besluttede også at etablere er kvashegn af grenaffaldet.
Femte fase: Indvielse
I april 2023 blev den nye gravplads og naturkirkegård indviet. Under indvielsen blev det besluttet, at der mangler et par bænke, hvor de besøgende kan sidde og nyde området. Så planen er, at Højby Skoles valghold i håndværk/design i løbet af skoleåret 23/24 designer og producerer bænke til området.
Med projektet har Højby skole villet give eleverne en forståelse for naturens betydning og for det håb, der er at finde i naturens evne til at genopstå og regenerere. Samtidig har eleverne oplevet, hvordan de selv kan sætte ting i gang og gøre en forskel i virkeligheden, og hvordan de kan være med til at hjælpe naturen på vej. Højby Skole ønsker at bruge området både i kristendomsundervisning og i andre fag til f.eks. at formidle livet fra vugge til død, årstidernes skiften, dyr og planters levesteder, og livet der genopstår.