200 borgere – 250 idéer til, hvordan vi bedst indfrier verdensmålene. CHORA 2030 og Foreningen Folkemødet har hen over foråret afholdt folkehøringer sammen med fem kommuner for at engagere borgere over hele landet i samtale om verdensmålene.
På Folkemødet 2019 blev høringerne formidlet i form af en udstilling og et dialogmøde i Folkemødehuset og et udstillingsbanner på Verdensmålenes Plads.
Udstillingen gav indblik i, hvad der især optager borgerne i forhold til verdensmålene, og viste eksempler på en række af de 250 idéer, som borgerne har medbragt, diskuteret og prioriteret under høringerne.
Til dialogmødet havde CHORA 2030 inviteret borgere og politikere fra nogle af kommunerne til at fortælle, hvilke udfordringer de står med, når de skal bringe idéer til live og helt konkret arbejde for at indfri verdensmålene. Fem personer fik hver 3 minutter til helt kort at beskrive deres udfordring.
Så blev det salens tur. Deltagerne fordelte sig ud til den af de fem personer, de gerne ville i dialog med og kom med forslag og mulige veje til at løse udfordringerne. Snakken gik lystigt, og de fem borgere og politikere, som havde lagt udfordringerne på bordet, fik alle noget med hjem i form af gode idéer, konkrete forslag og inspiration på tværs af kommunegrænserne.
En kunstnerisk fortolkning af “Folkets stemme” kom til udtryk via en videoinstallation, som også blev fremvist under udstillingen.
Udstillingen fra Folkemødehuset kommer nu på tur rundt i landet og bliver udstillet i de fem kommuner og hos andre interesserede.
I september 2019 udgives et idékatalog hvor alle borgernes idéer og resultater fra spørgeundersøgelser om verdensmålene vil være samlet. Kataloget frigives samtidig med, at der afholdes et opsamlingsevent, der sætter fokus på, hvad der er sket i kølvandet på folkehøringerne – og hvad der skal ske herfra.
Dato for eventet kommer ud før sommerferien, og er du interesseret i at modtage idékataloget, når det udkommer, kan du skrive til os her: info@chora2030.dk.