Hvad sker der, når vi inviterer borgere til at mødes om at smage, dyrke og lave mad på nye og gamle måder? Her samler vi op på erfaringer fra første del af projektet Spis, Dyrk, Skab og ser på, hvad vi sammen med bibliotekerne har lært om borgerinvolvering og deltagelse i den grønne omstilling.

I første fase af projektet Spis, Dyrk, Skab, som udføres i et samarbejde mellem Chora 2030, Danmarks Biblioteksforening og Aarhus Bibliotekerne, har vi haft fokus på mad. Vi har udforsket, hvad man kan spise, og hvordan det kan give anledning til samtaler, fællesskaber og nye vaner gennem aktiviteter både i og uden for biblioteket. Aktiviteterne spænder vidt fra eksperimenter med smagsprøver i biblioteksrummet til grønne fællesspisninger med oplæg og dialog, indblik i svampenes forunderlige verden og udendørs aktiviteter for børn og familier med bålmad, mosteri og spiselige insekter.

Fælles for aktiviteterne har været et fokus på at fremme dialog med og mellem borgere blandt andet ved at bruge overraskelse og nysgerrighed som samtalestartere. Her har de deltagende biblioteker fået inspiration fra Aarhus Bibliotekerne, der løbende eksperimenter og skaber erfaringer med den tilgang. Det sker via sanselige mikrohandlinger og uformelle hands-on aktiviteter i biblioteksrummet på Dokk1, hvor borgere kan observere og tage del i, at der brygges, kværnes, fermenteres, dehydreres og blindsmages.

Den slags stilfærdige overraskelsesangreb kan vi se fungerer som åbne invitationer til at tage del, fordi de får folk til at undre sig, stoppe op og interagere. Dermed tegner der sig nogle koncepter, som handler om at skabe nysgerrighed, bidrage med viden, understøtte samtaler og skabe rum for fællesskab og fælles handlinger. Her har vi samlet nogle af eksemplerne i tre overordnede kategorier: Invitation / facilitering / samarbejde.

Æbletryk og æble-te på Aalborg Bibliotek
Invitationen: Smagsprøver i biblioteksrummet

Træd ind på biblioteket og bliv mødt af en varm duft af æble eller af en mystisk kaffe, du måske kan dyrke i din egen have. I Aalborg blev der med inspiration fra Dokk1’s eksperimenter budt på smagsprøver, æbletryk og opskrifter i biblioteksrummet. Det skabte undren og nysgerrighed og satte gang i samtaler om, hvad vi spiser og drikker. I Hillerød havde oplægsholderen selv brygget en mørk svampe-te, som blev serveret for deltagerne til et arrangement om svampe, svampekunst og naturens magi. Det fungerede som en stemningsfuld optakt til oplægget og var med til at etablere fællesskab og dialog mellem deltagerne.

Faciliteringen: Demokrati over maden

Fællesspisninger handler om mere end mad – de danner også ramme om dialog og relationer. Den del kan styrkes ved at arbejde bevidst med greb, der kan fungere som dialogstartere og være et fælles udgangspunkt for samtalen. I Aabenraa afholdt biblioteket en grøn fællesspisning med titlen ”Vi spiser sammen – smag på demokratiet”, hvor deltagerne hørte oplæg om demokrati og fik trænet den demokratiske muskel gennem fælles øvelser. Faciliteringen af samtalen, øvelserne og fællesskabet omkring maden gjorde det let at deltage i dialogen, også for borgere, der normalt ikke deltager i debatter eller borgermøder.

Samarbejdet: Bålmad bygger relationer

Der opstår fællesskab, når man gør noget sammen, og det er let at samles om hverdagshandlinger som at bage brød og snitte æbler. I Høje Gladsaxe inviterede biblioteket familier til bålmad sammen med lokale samarbejdspartnere: Fødevarebanken bidrog med suppe, den lokale daginstitution kom med et manuelt mosteri, og en borger havde plukket flere kasser æbler i sin kolonihave. Omkring bålet lavede børn og voksne æblemost, bagte snobrød og fladbrød og delte suppe, mens der opstod samtaler om natur, mad og hverdagsliv. Her bidrog lokale aktører til aktiviteten, som var præget af få, enkle og fællesskabende greb, mens deltagerne – både børn og voksne – selv var aktive i at skabe måltidet, brygge kaffen og rydde op bagefter.

Projektet bevæger sig nu videre fra SPIS til DYRK, hvor der bydes på nye biblioteksydelser som frøbibliotek, stiklingebytte, kompostudlån og svampedyrkning i biblioteksrummet. Hvad kan man overhovedet få til at gro blandt bøgerne? Og hvordan kan det invitere til samtaler og lokale fællesskaber og motivere til at få mere viden? Vi arbejder videre med koncepterne med et fokus på at kombinere invitationer, facilitering og samarbejde i aktiviteter, der skaber deltagelse og lyst til at engagere sig i bæredygtige fællesskaber.

Stikling-udstilling på Aalborg Bibliotek

Følg med på Instagram-profilen @spisdyrkskab. Og oplev det live på landets biblioteker i verdensmålsugen UGE17, der i år har overskriften ”MAD – Fødevarer, Forbrug og Fællesskaber”.

Læs mere om Spis, Dyrk, Skab-projektet.