Der er brug for, at mange flere borgere involverer sig i den grønne omstilling og bidrager til at skabe den nødvendige forandring. Den opgave skal landets folkebiblioteker være med til at løfte ved at gøre det nemt og attraktivt at engagere sig i lokale grønne aktiviteter, som taler til både hoved, hjerte og hænder.

I et nyt treårigt projekt med titlen “Spis, dyrk, skab: Biblioteket som generator for den grønne omstilling” skal Chora 2030 sammen med Danmarks Biblioteksforening og Aarhus Bibliotekerne styrke, udvide og udbygge bibliotekernes arbejde med at engagere danskerne i transformationen mod et bæredygtigt samfund. Det sker med støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Projektet består af to spor med fokus på henholdsvis kollektiv læring og kollektiv praksis. I læringssporet eksperimenterer 10 frontløberbiblioteker med nytænkning af borgertingsformatet for at skabe deltagelse og lokalt ejerskab. I praksissporet fungerer DOKK1 i Aarhus som laboratorium for at udforske de bedste praktiske aktiviteter til at forbinde for eksempel mad, natur, dyrkning og håndværk til grønne tiltag.

Målet er at hjælpe flere borgere til i fællesskab at skabe nye bæredygtige vaner og aktiviteter i deres lokalområde. Det handler blandt andet om at række ud til de nysgerrige, endnu ikke aktive borgere, og også dem, der måske ikke prioriterer bæredygtighed men brænder for emner som videnskab, kunsthåndværk, mad og kreativitet, som kan fungere som veje til bæredygtig handling. Ved at hjælpe med at etablere de veje kan det lokale bibliotek nå en bred vifte af borgere og fungere som generator for den grønne omstilling.

Chora 2030, Danmarks Biblioteksforening og Aarhus Bibliotekerne har sammen gennemført flere projekter og initiativer med fokus på biblioteker og bæredygtighed, så vi bygger videre på eksisterende erfaringer. Vi oplever dog nu, at der er behov for at tage det til næste niveau. Det er på tide at skalere op og lade bottom-up-initiativerne vokse sig store.

Det gør vi sammen med de 10 frontløberbiblioteker:

  • Albertslund Bibliotek
  • Brøndby-Bibliotekerne
  • Fredensborg Bibliotekerne
  • Gladsaxe Bibliotekerne
  • Hillerød Bibliotekerne
  • Horsens Kommunes Biblioteker
  • Silkeborg Bibliotekerne
  • Tårnby Kommunebiblioteker
  • Kulturhuse & Biblioteker Aabenraa
  • Aalborg Bibliotekerne

Projektet løber fra februar 2025 til januar 2028 og undervejs involveres en bred kreds af samarbejdspartnere i form af både forskere, praktikere, forfattere og kunstnere med særlig ekspertise inden for hver deres del af den grønne dagsorden.