Hvad betyder de økologiske kriser for vores historieforståelse, og hvordan kan historiefaget gentænkes, så det giver mulighed for at beskæftige sig med dyb tid, interaktionen mellem arter og mulige bæredygtige fremtider? Det vil vi undersøge i undervisningsprojektet “Snekrolog”, som tager sit afsæt i sneen, der over generationer langsomt forsvinder fra vores vinterbilleder.
Det er et problem for vores samfundsmæssige evne til ansvarligt at reagere på de økologiske kriser, at krisernes udtryk stadig forekommer relativt abstrakte for de fleste mennesker. Hvordan kan man forstå og erkende forandringer, som sker så langsomt, at det er de færreste, der har reelle erfaringer af forandringerne og kan huske forskellen på dengang og nu?
Klima-, miljø- og biodiversitetskriserne har skabt et behov for at finde nye metoder til at forstå den verden, vi er del af, og vores muligheder for at ændre på den fremtid, vi bevæger os mod. Netop fordi det er svært for den enkelte at erkende langsomme men gennemgribende forandringer som klimaforandringer, der sker på tværs af generationer, er historiefaget et oplagt undersøgelsesfelt.
Faget historie kan give eleverne en forståelse af, hvordan de nuværende kriser er historieskabte, men også at vi som mennesker er historieskabende og er i stand til at træffe valg, der kan ændre på, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Det kræver imidlertid en gentænkning af fagets traditionelle rammer og metodiske tilgange.
I Snekrolog-projektet skal en række historielærere i løbet af 2026-2028 udvikle og afprøve 10 nye undervisningsforløb, hvor samspillet mellem fortid, nutid og fremtid belyses på nye måder. Med afsæt i menneskets påvirkning af planetens klima og økosystemer skal projektet således bidrage til udviklingen af et livsverdensnært og handleorienteret historiefag.
Snekrolog gennemføres af HF & VUC Roskilde-Køge i samarbejde med KVUC, Centre for Understanding Human Relationships with the Environment (CUHRE) ved SDU og Chora 2030.
Projektet er støttet af Undervisningsministeriets pulje til grøn efteruddannelse og undervisningsforløb i bæredygtighed på gymnasiale uddannelser.