Sammen med biblioteker rundt omkring i hele landet er vi i Chora 2030 gået i gang med et nyt projekt, der skal få flere folk ud i naturen. Her kan folkebiblioteket spille en vigtig rolle ved at åbne for en bredere vifte af naturoplevelser, der ikke alene rimer på biologi og gummistøvler men kan indeholde poetiske greb, leg og konkret viden i forskellige kombinationer.

Ti af landets biblioteker deltager som indsatsbiblioteker i ”Natur på nye måder”, der er støttet af en bevilling fra Friluftsrådets udlodningsmidler til friluftsliv. Over to år skal de udvikle og afprøve nye typer aktiviteter, som inviterer folk i forskellige aldersgrupper ud i naturen. Målet er at skabe tættere forbindelse til naturen ved at øge folks kendskab, forståelse og respekt for naturen og lyst til at opholde sig i naturen. Det gælder også – og måske især – for folk, som ikke er vant til at opholde sig i de grønne omgivelser.

Aktiviteterne udvikles af bibliotekerne i samarbejde med forskellige lokale samarbejdspartnere, som kan bidrage med deres indgangsvinkler og viden. Ved at koble viden, oplysning og litteratur til aktiviteter i – og med – naturen kan der opstå nye oplevelsesformer, som appellerer til nye målgrupper og åbner for nye perspektiver på både litteraturen og naturen.

Benspænd

Indsatsbibliotekerne opfordres til at udvælge nogle benspænd, der kan hjælpe dem med at tænke i nye retninger. Vi har i projektet formuleret en række forskellige benspænd til inspiration:

  • Afhold en aktivitet på et nyt tidspunkt, f.eks. morgen, tusmørke eller aften.
  • Flyt en aktivitet, I allerede tilbyder, ud og afhold den i naturen i stedet.
  • Lav en aktivitet med fokus på natur i lokalområdet og styrk deltagernes kendskab til det.
  • Afhold en aktivitet i samarbejde med en ikke-naturinteresseret kollega.
  • Gør deltagerne til medskabere og inviter dem til at være med til at udvikle og afholde aktiviteten.
  • Tag udgangspunkt i konkret litteratur.
  • Giv adgang til noget ellers utilgængelig natur, f.eks. permahaver, skovhaver, kirkens eller private lodsejeres naturområder.
  • Invitér en ny målgruppe med, f.eks. børn og unge uden adgang til natur eller beboere i almene boligområder.
  • Brug elementer fra designtænkning til at teste og justere aktiviteten.

Aktiviteter

I projektet er vi inspirerede af Nikolaj Voldum Ahlburgs model for naturdannelse, der rummer fem (og måske flere) dimensioner:

  • Sanseligt nærvær
  • Faglig videnstilegnelse
  • Fysisk aktivitet
  • Æstetisk læring
  • Praktisk erfaring

Læs mere på Naturdannelse.dk

Bibliotekerne arbejder med på forskellig vis at indarbejde naturdannelseselementerne i deres aktiviteter. Her er et par eksempler:

Hillerød Bibliotekerne inviterer til Fuglefest – en festdag for vores vingede venner

Kulturhaven i Hillerød fyldes med fugleglade formidlere, der inviterer til en bred vifte af fugleaktiviteter: tegneworkshop, fugleeventyr, foredrag om skovhornuglen, workshops hvor man kan bygge redekasser eller lave fugle i filt og lytte til fuglestemmer, eller man kan spille Wingspan med Hillerød Brætspilcafé. Fuglefesten afrundes med koncert med bandet Næb, der spiller elektronisk musik vævet med fuglestemmer. 

Læs mere på bibliotekets hjemmeside

Randers Bibliotekerne inviterer til Årstidernes poesi – skovbad og mosblød poesi

Deltagerne inviteres med ud i årets fire årstider gennem stemningsfulde arrangementer, hvor litteratur, natur og langsommelighed smelter sammen til en særlig form for nærvær. Man mødes under åben himmel til skovbadning, solopgang, træpoesi, vandringer og poesilæsninger og giver plads til stilhed, sansning og fællesskab. 

Læs mere på bibliotekets hjemmeside

Andre idéer, som blev luftet under opstartsworkshoppen, var: Tænkepauser og traveture, tusmørkevandringer, plantepoesi og digtoplæsning omkring bål, en vandrende læsekreds eller (gen)opdagelse af de mystiske væsner i mosen.

Deltagere

Følgende biblioteker deltager som indsatsbiblioteker: Albertslund, Gladsaxe, Hillerød, Holbæk, Randers, Rebild, Silkeborg, Skanderborg, Skive, Slagelse.

Ud over indsatsbiblioteker kobles der løbende følgebiblioteker til projektet, som vil være med til at dele erfaringer, lade sig inspirere og bringe indsatserne videre i deres lokalområder.

Til at give løbende sparring til projektet er der nedsat en udviklingsgruppe, som består af: Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Biblioteksforening, Aarhus Bibliotekerne – Dokk1, Gladsaxe Bibliotekerne og naturvejleder og udviklingskonsulent Karen Myhre Jensen.

Projektet er støttet af: