Artikel bragt i fagmagasinet Liv i Skolen 4/2021: Bæredygtig pædagogik i skolen.
Kristine Fjord Tolborg er cand.mag. i litteraturhistorie og direktør i Chora 2030 

Rundt omkring i landet er skoler i gang med projekter og eksperimenter, der undersøger skolens rolle i den bæredygtige omstilling. Det gør de blandt andet ved at koble undervisning med konkrete bæredygtige handlinger, en stærk elevinvolvering og samarbejder med lokalsamfundet. Eksperimenterne giver anledning til overvejelser om, hvordan skolen bedst ruster eleverne til at kunne bidrage til udviklingen af et bæredygtigt samfund. Hvad kræver det af skolen? Og hvordan omsættes de store tanker til praksis?

To eksempler

4. klasse på Højby Skole ved Odense ville gerne udsmykke en gangtunnel på vej til skolen med verdensmålsgraffiti. De talte med deres lærer om, hvad det ville kræve, og med hjælp fra læreren skrev klassen så en ansøgning til kommunen. Da klassen fik grønt lys til projektet, udvalgte eleverne de mål, de ville sætte fokus på. Sammen med en graffitikunstner lavede eleverne først skitser, og på baggrund af dem udsmykkede de kommunens grå tunnel med farvestrålende verdensmålsgraffiti.

På Gjern Skole ved Silkeborg har 6. klasse bygget otte bogbyttehuse. Det er små bogskabe placeret centrale steder i byen, hvor man kan tage en bog med hjem at læse og selv sætte bøger, man ikke længere bruger. Husene er bygget af gamle skabe og genbrugsmaterialer, som skolen blandt andet fik fra den lokale tømmerhandel. I samme forløb arbejdede klassen med læselyst sammen med det lokale bibliotek, og eleverne lavede små bogkort til bogbyttehusene, så man kan skrive en læseanbefaling og lægge den i de bøger, man afleverer.

Erfaringer fra netværket 2030 Skoler

Højby Skole og Gjern Skole er begge verdensmålscertificerede 2030 Skoler og har forpligtet sig til at gøre verdensmålene til del af skolens undervisning, drift og virke. Ordningen er sat i værk af organisationen Chora 2030 og understøtter skolerne i at lade handling følge ord, så de ikke bare underviser i bæredygtighed men også selv praktiserer det. Det betyder, at verdensmålene er en vedholdende dagsorden for hele skolen og ikke bare noget, som sættes på skemaet som en årlig temauge eller et fokusområde for enkelte faggrupper.

De foreløbige erfaringer fra skolerne i 2030 Skoler-netværket tyder på, at der er noget særligt produktivt ved netop at kombinere undervisning, drift og virke. De to eksempler herover viser en tilgang, hvor skolen selv træder i karakter som bæredygtig aktør og lader eleverne bruge skolens rum og rammer og lokalmiljø som laboratorium for handlinger, der på forskellig vis kan bidrage til verdensmålene. De gør det ved at udvikle initiativer i samarbejde med andre og baserer det på elevernes egne bidrag og idéer. I eksemplerne her er der ovenikøbet tale om blivende bidrag til lokalsamfundet, som eleverne hver dag passerer og kan være stolte af.

I det følgende vil jeg udfolde erfaringerne lidt mere og pege på en række forskellige indgange til, hvordan man som skole kan omsætte bæredygtighedsdagsordenen til praksis.

Den fælles samtale

Når skoler tager verdensmålene og bæredygtighed til sig som del af skolens profil, handler det om skolens værdisæt. Bæredygtighed bliver en værdi, skolen selv praktiserer og tager ansvar for at fremme, men som den også må være klar til at diskutere på lige fod med andre værdier, vi har bygget vores samfund på.  Selvom de fleste nok er enige om, at et bæredygtigt samfund er ønskværdigt, er vejene dertil mangfoldige, har forskellige etiske implikationer og rummer utallige dilemmaer. Derfor er det vigtigt, at alle dele af samfundet tager del i diskussionen af, hvordan vi bedst kommer derhen. Det gælder også – og måske især – børn og unge. Skolen kan fungere som laboratorium ved at åbne for debatten og være det rum, hvor eleverne kan øve sig i at anskue forskellige vinkler, tage stilling og argumentere for deres sag. Det kan foregå lokalt på skolen, men eleverne kan også træde helt ind på den demokratiske scene som i eksemplet fra Højby Skole, hvor eleverne fik indflydelse på dekorationen af byrummet.

Samtidig må man på skolen være klar til at diskutere de dilemmaer, der ligger i bæredygtighedsdagsordenen, og turde fastholde dem som dilemmaer uden enkle løsninger. Det handler om at have en åben tilgang til bæredygtighed i bevidsthed om, at vi ikke kender (alle) løsningerne, at vi hele tiden kan blive klogere og på et sagligt grundlag bør udfordre hinanden og hinandens antagelser. Det kan lyde enkelt, men kan være svært at praktisere i hverdagen og kræver, at man som underviser tør starte samtalen uden at have svarene.

Inspiration fra kunsten

Samtalen om, hvilket samfund vi ønsker os, og hvordan vi kommer derhen, begrænses nogle gange af vores evne til overhovedet at kunne forestille os, at tingene kunne se anderledes ud. Den begrænsning kan også gøre os utrygge ved fremtiden. En måde at ruste de kommende generationer til usikre tider er derfor at træne deres forestillingsevne og arbejde med fremtidsscenarier, utopier og dystopier.

Et konkret eksempel er Vestermose Natur- og Idrætsfriskole, som også er verdensmålscertificeret, hvor alle skolens elever i fællesskab har skabt et ønsketræ. De har skrevet deres ønsker for fremtiden på lange stofstrimler, som er blevet hængt op i snore under et af skolens træer. Også eleverne fra Højby Skole har i deres verdensmålsgraffiti arbejdet med fremtidsvisioner og udtrykker i kunstværket både bekymring og håb.

Man kan gribe fat i litterære subgenrer som klimafiktion, der ofte er dystopisk, og solarpunk, som er utopisk. Men måske kan det blive endnu vildere? Måske kan man inddrage mere radikale kunstneriske udtryk og lade eleverne inspirere af kunstnerisk-avantgardistiske strategier, der også til andre tider har udfordret normer og konventioner. Jeg tror, der ligger et stort potentiale her for at åbne for nye forståelser af vores samtid og mulige fremtider. Samtidig taler de kunstneriske udtryk til det sanselige og emotionelle register, som er vigtigt at få i spil, når samfundet befinder sig i en krisetilstand præget af både utryghed, bekymring og håb.

Lokale handlinger med globalt perspektiv

I de to eksempler, jeg indledte med, oplever eleverne, at de kan skabe noget, som kan bruges, og de får erfaring med, hvordan de kan få ting til at ske i samarbejde med andre og få indflydelse på det lokalsamfund, de er del af. Det er vigtige elementer i at skabe handlekraft og erfaring med at kunne gøre en forskel. Handlingerne relaterer sig til verdensmålene men er konkrete, lokale og håndgribelige, og de kommer ikke til at redde verden. De udgør til gengæld en vigtig læreproces i forhold til at selv at kunne bidrage og i fællesskab med andre at skabe en (lille) forandring.

Når man har øvet sig i de mindre klasser, kan man gøre mere på egen hånd i de større klasser. På Vestermose Natur- og Idrætsfriskole lavede 9. klassen projektopgave med bæredygtighed som den fælles ramme, og det kom der et væld af kreative produkter ud af: Blandt andet en podcast om madspild, en mur bygget af genbrugsmursten, en kjole lavet af avispapir og en model af en solfanger til opvarmning af luft.

Det handler altså ikke om, at eleverne skal sættes til at løse globale udfordringer, men de skal have mulighed for at øve sig i at skabe, gøre, få idéer og omsætte dem til noget virkeligt, selv bygge, dyrke, selv bruge sin stemme og turde sige sin mening højt.

Marginaliserede stemmer

Et andet aspekt af at udvide perspektivet handler om at give plads til de stemmer, der sjældent bliver hørt, når vi taler om verdensmålene og bæredygtighed. Det kan være folk, der på egen krop har gjort sig erfaringer med for eksempel ulighed, fattigdom eller klimaforandringer. Ved at inkludere dem i samtalen får eleverne et bedre udgangspunkt for at forstå udfordringerne, og de får udvidet deres forståelse af, hvordan verden også ser ud på godt og ondt.

På Gjern Skole har de haft et samarbejde med Blå Kors og det lokale bibliotek om projektet ”Mennesket bag tragedien”, hvor nogle af skolens elever fik indblik i tre udsatte borgeres skæbner og liv på kanten af samfundet. Biblioteket optog livshistorier fra tre mænd bosat på det lokale Blå Kors’ opholdssted og gav fortællingerne videre til Gjern Skole, som fik frie hænder til at beslutte, hvordan de ville arbejde med dem. På baggrund af de tre mænds livshistorier og refleksioner over, hvordan livet kan forme sig, producerede eleverne tekster og en podcast, som biblioteket tog med tilbage til de tre mænd.

Igen er eksemplet helt lokalt, men det kunne også have haft et globalt perspektiv ved i stedet at lade eleverne lytte til eller læse førstehåndsberetninger fra nogle af de marginaliserede folkeslag og oprindelige folk, som vi måske nok engang i mellem hører om, men hvis egne stemmer sjældent bliver hørt. De kan give indblik i radikalt anderledes måder at leve på og forstå naturen på og på den måde også være med til at åbne elevernes forestillingsevne, kultur- og naturforståelse.

Plads til både angst og håb

I en foruroligende tid med dystre forudsigelser om planetens og ikke mindst menneskehedens fremtid må skolen møde eleverne der, hvor de er. Skolen skal have fokus på håbet, men må også adressere elevernes bekymringer for fremtiden, for bekymringerne forsvinder ikke, bare fordi vi ikke taler om dem. Især de ældste elever, der følger nyhedsstrømmen på egen hånd, kommer ikke til at blive ved med blindt at tro på, at alt nok skal gå, når overskrifterne siger noget andet.

Hvordan får vi undervisningen til
at pege fremad på et tidspunkt,
hvor vi netop ikke kan fortsætte som hidtil?

Det kan blive en balancegang, hvor man som underviser gerne vil tage eleverne alvorligt men ikke skræmme dem. Her kan de små lokale og konkrete handlinger sammen med andre være en måde at arbejde med håb. Det at gøre noget sammen med andre kan skabe glæde og samhørighed. Også derfor er det meningsfyldt for skolerne at finde samarbejdspartnere og åbne skolen ud mod det omgivende samfund, så eleverne oplever at være del af et lokalt (eller globalt) fællesskab, hvor man sammen skaber handling.

Man kan også invitere nogle af de folk ind på skolen, som allerede er i gang, hvad enten det er en lokal ildsjæl, en bæredygtig virksomhed, en grøn iværksætter eller en civilsamfundsorganisation. Dermed kan skolerne være med til at anvise veje til, hvordan man kan bidrage og deltage, og det er i virkeligheden noget af det fineste, vi kan give de kommende generationer: Tiltro til at forandringer kan finde sted, at samfundet kan ændre sig, og at man kan få indflydelse på det.

Skolen på usikker grund

Med disse bud på, hvordan skolen kan omsætte bæredygtighed til praksis, skulle det gerne stå klart, at det ikke alene handler om at give eleverne viden. Viden om verdensmålene og klimaforandringer er selvfølgelig en forudsætning for at kunne forholde sig reflekteret til en bæredygtig fremtid, men der er nogle mere grundlæggende ting på spil. Det handler om skolens rolle og muligheder for at ruste eleverne til usikre tider, og det bringer skolen selv ud på usikker grund.

Det er et indbygget paradoks, at uddannelse bygger på samfundets akkumulerede viden og dermed peger bagud samtidig med, at de, der undervises, skal klædes på til en altid ukendt fremtid eller flere mulige fremtider. Hvordan får vi undervisningen til at pege fremad på et tidspunkt, hvor vi netop ikke kan fortsætte som hidtil i erkendelse af, at den vej, vi har fulgt, ikke er bæredygtig? Hvis vi står over for et paradigmeskifte i vores samfundsmodel og vores forståelse af natur, ressourceforbrug og vækst, hvad skal vi så gøre anderledes i uddannelsen af de kommende generationer?

Det er store spørgsmål at bede skolen svare på, og det kan selvsagt ikke være op til den enkelte skole at finde svarene. Det må vi forsøge at gøre i fællesskab på tværs af civilsamfund, uddannelses- og forskningsinstitutioner. I Chora 2030 har vi indledt et samarbejde med Center for Grundskoleforskning ved SDU om forskningsprojektet ”Grøn omstilling i grundskolen”, hvor DPU ved Aarhus Universitet og professionshøjskolerne KP, UCL og UC Syd også deltager. Det er et eksempel på et tværgående samarbejde, som skal gøre sektoren klogere på, hvad grøn omstilling og bæredygtighed kræver af skolerne.

Den enkelte skole spiller til gengæld en afgørende rolle i forhold til at prøve nye metoder og tilgange af og lade skole være laboratorium for bæredygtighed, så der kommer flere praksiserfaringer at bygge videre på. Det kræver skoler, som tør træde ud på usikker grund, for når man sætter eksperimenter i gang, er der ingen garanti for, at det lykkes i første hug. Det er den type forsøg, skolerne i 2030 Skoler-netværket er i gang med helt konkret og lokalt, så vi sideløbende med de mere grundlæggende overvejelser om skolens rolle får undersøgt det mulighedsrum, skolerne her og nu har til rådighed.

Se udgivelserne fra Liv i Skolen.

07/12/2021